En anden meget vigtig faktor i teknologien om den tredje part er falske rapporter. Falske rapporter er skrevne eller mundtlige udtalelser, som viser sig ikke at holde stik eller at føre én bag lyset, eller som bevidst indeholder løgne.

Vi ved, at en tredje part er nødvendig for et hvilket som helst skænderi.

Under gennemgangen af adskillige organisationsmæssige forstyrrelser opdagede man, at en tredje part – selv i en meget grundig efterforskning – kan blive fuldstændigt overset.

Ved at afgive falske rapporter om andre, skader en tredje part individer og grupper og laver ravage hos dem.

Organisationer har i adskillige tilfælde mistet mange uskyldige medarbejdere; de blev afskediget eller irettesat i et forsøg på at løse uoverensstemmelser. Alligevel fortsatte uroen, og der blev endnu mere oprørthed i området på grund af disse afskedigelser.

Ved at spore dette længere tilbage opdager man, at den virkelige tredje part, der til sidst dukkede op, fik folk skudt ved hjælp af falske rapporter.

En kilde til dette er som følger:

Medarbejder X begår en brøler. Han er meget rasende og i forsvarsposition over at blive anklaget. Han bebrejder en anden for sin brøler. Denne anden bliver disciplineret. Medarbejder X afleder opmærksomheden fra sig selv på forskellige måder, herunder gennem falske anklager af andre.

Dette er en tredje parts-handling, der resulterer i, at en masse mennesker bliver bebrejdet og disciplineret. Og den virkelige tredje part forbliver uopdaget.

Det manglende punkt i retfærdighed er her, at de disciplinerede personer ikke blev stillet over for dem, der anklagede dem, og ikke fik oplyst den faktiske anklage, og derfor kunne de ikke konfrontere den.

Et andet tilfælde ville være en tredje part, der simpelthen spredte historier og kom med beskyldninger af ondskabsfuldhed eller med et endnu mere ondsindet motiv. Dette ville være en sædvanlig tredje parts-handling. Den er for det meste baseret på falske rapporter.

Der opstår en anden situation, når en leder, som ikke kan få et område på ret køl, begynder at undersøge, får falske rapporter om det fra tredje part, irettesætter folk på basis af dem og fuldstændigt overser den virkelige tredje part. Dette giver endnu mere ballade i området.

Grundlaget for alle virkelig problemfyldte tredje parts-handlinger er derfor falske rapporter.

Der kan også eksistere falske opfattelser. Man ser ting, der ikke eksisterer, og rapporterer dem som ”fakta”.

Derfor ser vi, at vi uden tøven kan føre en undersøgelse hele vejen tilbage ved at følge en kæde af falske rapporter.

Den tredje part (som først blev opdaget, efter at det stod helt klart, at kun han kunne have ødelagt to af organisationens områder – et efter et) havde i mindst et tilfælde desuden disse karaktertræk:

1. Lavede brølere i egne aktiviteter.

2. Modsatte sig rasende enhver rapport, som blev skrevet om ham.

3. Lavede tvangsmæssigt om på alt, når han overtog et område.

4. Kom med falske rapporter, der anklagede andre.

5. Mistede en stor procentdel af de ansatte i sit område.

Disse er ikke nødvendigvis fælles for alle tredje parter, men det giver dig en idé om, hvad der kan foregå.

Ud fra erfaring med at ordne etik- og justitsspørgsmål er det tydeligt, at den egentlige kilde til ballade i et område ville være falske rapporter, der bliver accepteret og fulgt op, uden at man konfronterer den anklagede med alle beskyldninger og hans eller hendes anklagere.

En person, der har nogen form for autoritet i en gruppe, bør ikke acceptere og følge op på en hvilken som helst anklage. At gøre dette underminerer alle og enhvers sikkerhed. Man kunne med fordel nægte at tage affære på basis af nogle oplysninger, medmindre man havde fået bevist ved personlig undersøgelse, at det ikke er en eller anden tredje parts gerning.

Når en leder af en aktivitet stilles over for en beskyldning – eller et ”bevis” – bør vedkommende få den undersøgt for falske rapporter eller falske opfattelser. På denne måde kan man nemlig verificere sådanne rapporter og komme frem til den egentlige kilde til balladen og undgå at irettesætte personer, som måske er uskyldige.

Retfærdighed vil således bestå i at nægte at acceptere nogen som helst rapporter, som ikke er underbygget af faktiske, uafhængige data; at sikre at alle sådanne rapporter bliver undersøgt, og at alle undersøgelser omfatter, at den anklagede konfronteres med anklagen og – hvor det er muligt – med anklageren, før man begiver sig ud i nogen former for korrektion eller udmåling af straf.

Selv om dette eventuelt gør justitsproceduren langsommere, så er den enkeltes personlige sikkerhed helt afhængig af, at den fulde sandhed i enhver anklage fastslås, før noget tiltag foretages.