Hvorfor Ordopklaring ved hjælp af Højtlæsning virker
En studerende, der forstår alle ordene på den side, han læser, vil være i stand til perfekt at læse siden højt. Han vil føle sig kvik og årvågen og vil helt forstå det, han læser. Men når en studerende går forbi et ord eller et symbol, han ikke forstår, så skaber misforståelsen en forstyrrelse i hans stemme eller af hans fysiske tilstedeværelse. Hans stemme kan ændre sig, eller han kan snuble over et ord, skære ansigt, knibe øjnene sammen eller reagere på anden vis.
Det er let at forstå, hvis man husker på, at en person kan blive helt tom efter at være gået forbi et ord eller et symbol, han ikke forstår. Han laver måske en fejl i sin oplæsning lige på det sted, hvor misforståelsen er, eller han kan fortsætte med at læse hen over misforståelsen og lave en fejl i et senere ord eller symbol. Han vil føle sig mere sløv, og han vil forsøge at gøre op for denne sløvhed ved at anstrenge sig mere under læsningen. Det vil altid komme til udtryk i en ikke-optimal reaktion af en eller anden art, som skal bemærkes og håndteres med det samme af ordopklareren.
En ikke-optimal reaktion er alt det, den studerende gør, ud over at læse siden let, naturligt og perfekt. Eksempler på nogle af de ikke-optimale reaktioner, der kan dukke op, er:
1. Den studerende tilføjer et ord eller udelader et ord eller ændrer et ord i den sætning, han læser.
2. Den studerende snubler over et ord eller siger det ukorrekt.
3. Den studerende gør et ophold eller læser langsommere.
4. Den studerende rynker panden eller ser usikker ud.
5. Den studerende bliver stiv eller spænder i en kropsdel; han kniber for eksempel øjnene sammen, strammer grebet med hænderne, bider sig i læben eller kommer med en anden fysisk reaktion.
6. Den studerende læser anstrengt.
7. Den studerende læser med en overfladisk, robotagtig holdning (sådan bliver han, efter at han er blevet tvunget til at læse ”korrekt” af en eller anden, der ikke kender noget som helst til misforståede ord).
Der kan forekomme andre tegn.
Ovenstående er ikke en komplet liste over reaktioner, men er beregnet til at give en idé om, hvad man skal kigge efter. Ret skal være ret: Når man læser kan man snuble, hvis man prøver på at læse i svagt lys, hvis man har vrøvl med øjnene, eller hvis de trykte ord eller håndskriften eller de rettelser, der er lavet med blyant, er meget svære at tyde. Derfor er det nødvendigt, at man kun laver Ordopklaring ved hjælp af Højtlæsning i god belysning, og hvis fyren normalt bruger briller, så bør han bruge briller; det materiale, som ordopklares, må heller ikke indeholde udtværede ord og udstregninger. Man skal fjerne uklar tekst samt alle mulige grunde til, at han ikke kan se teksten. Hvis ikke, vil den studerende ganske enkelt sige, at han ikke kan se det, at lyset er dårligt eller komme med en anden forkert grund.
Hver gang personen laver en fejl i sin oplæsning eller reagerer på en eller anden ikke-optimal måde, vil man altid finde en misforståelse før det sted eller somme tider lige på selve stedet.
Eksempel: Den studerende er ved at læse en side højt. Han læser: ”Karsten gik langsomt og tankefuldt hjem,” og så rynker han panden. Ordopklareren giver tegn til at standse ved at sige: ”Stop” og spørger så: ”Er der et ord eller symbol dér, du ikke har forstået?” (Hvis den studerende undrer sig over, hvorfor han blev stoppet, fortæller ordopklareren ham, hvilken reaktion han har bemærket). Den studerende gennemser det, han lige har læst. Han føler sig usikker på ordet ”tankefuldt”. Det fortæller han ordopklareren, og ordet ”tankefuldt” bliver slået op i ordbogen og brugt i sætninger, indtil den studerende fuldt ud forstår det.
Når det ord, der var misforstået, er blevet fundet og opklaret, vil den studerende kvikke op og atter begynde at læse tydeligt og korrekt.
Hvordan man gør det
1. Den studerende og ordopklareren sidder over for hinanden.
Den studerende og ordopklareren sidder over for hinanden ved et bord eller et skrivebord. Hver har sit eget eksemplar af den tekst, der skal ordopklares. Ordopklareren skal samtidig kunne se den studerende og den side, han har foran sig.
2. Der er ordbøger til rådighed.
Der er en god, simpel ordbog til rådighed samt alle andre ordbøger, den studerende måtte få brug for. (Det vigtigste er, at man ikke bruger det, der kaldes en ”lommeordbog”. Det er ikke det samme som en simpel, velformuleret ordbog. En lommeordbog står normalt sammen med billigbøgerne i kioskerne. For det meste definerer den ord A som ord B, og definerer så ord B som ord A. Den udelader desuden alle de andre muligheder for definitioner og alle de tekniske definitioner).
3. Den studerendes erkendelse af misforståelser.
Før den studerende begynder at læse, skal han have at vide, at hvis han læser noget som helst, som han ikke fuldt ud forstår, skal han sige det til ordopklareren; eller hvis han ser et ord, han ikke kender betydningen af, bør han stoppe, slå ordet op og klare det op i stedet for at gå forbi det. Den studerende bør desuden opmuntres til selv at finde og opklare misforståede ord. Ordopklareren forhindrer aldrig med denne metode den studerende i at klare et ord op, som den studerende opdager er misforstået. Ordopklaring ved hjælp af Højtlæsning udvikler evnen til at gøre det, således at den studerende selv fremover finder og opklarer sine misforståede ord.
4. Den studerende læser teksten højt for ordopklareren.
Den studerende læser teksten højt for ordopklareren. Mens den studerende læser, følger ordopklareren med i sit eget eksemplar af samme tekst, holder øje med den studerende og lytter til ham.
Ordopklareren skal være meget årvågen og se eller høre enhver ikke-optimal reaktion hos den studerende, mens denne læser op.
5. Ikke-optimal reaktion er lig med misforstået ord.
En ikke-optimal reaktion hos den studerende på det, han læser, er et vink til ordopklareren om, at den studerende er stødt på et misforstået ord. Ordopklareren og den studerende skal nu finde netop det misforståede ord eller symbol, det drejer sig om. Det vil blive fundet før – eller sommetider på – det sted, hvor den ikke-optimale reaktion optrådte.
6. Find misforståelsen.
Hvis det ikke er indlysende for den studerende, at han har reageret, og han bare fortsætter med at læse, siger ordopklareren: ”Stop. Er der et ord eller symbol dér, som du ikke forstod?” Det er ordopklarerens pligt at dirigere den studerende hen til det misforståede ord. Det er enten på det sted, hvor den ikke-optimale reaktion fandt sted, eller før det. Pointen er, at den studerende skal dirigeres hen til det; derefter slår man det op.
Den studerende kan være i stand til at finde sit misforståede ord lige med det samme og fortælle ordopklareren, hvad det er; eller han kan have vanskeligt ved at finde det, og ordopklareren er så nødt til at hjælpe ham med at finde det.
Ordopklareren hjælper den studerende ved at få ham til at kigge tidligere og tidligere i teksten fra det sted, hvor han reagerede, indtil det misforståede ord bliver fundet. Ordopklareren kan også spotchecke den studerende. At spotchecke vil sige at vælge ord fra den tekst, den studerende allerede har læst, og prøve ham i dem for at se, om han kender deres definitioner. Ordopklareren vælger et tidligere ord og spørger simpelthen: ”Hvad er definitionen på ____________?”
Hvis den studerende er usikker med hensyn til et ord eller giver en forkert definition, tages dette ord op og opklares med ordbogen.
7. Klar ordet op.
Så snart misforståelsen er fundet, skal den klares fuldstændigt op med ordbogen. Brug proceduren i ”Trin til at opklare et ord” beskrevet i artiklen ”Opklaring af ord”.
8. Læs sætningen igen.
Ordopklareren beder så den studerende om endnu en gang at læse den sætning i teksten, hvor det misforståede ord eller symbol blev fundet. Den studerende gør dette, og hvis han læser den korrekt og med forståelse, fortsætter han med at læse teksten. Alle yderligere ikke-optimale reaktioner klares ved at finde det næste misforståede ord og klare det op som ovenfor.
9. Ordopklaring ved hjælp af Højtlæsning fortsættes, indtil man er igennem teksten.
Ordopklaring ved hjælp af Højtlæsning fortsættes, indtil man er igennem den tekst, der skal ordopklares.
På dette tidspunkt, hvor to studerende laver Ordopklaring ved hjælp af Højtlæsning på hinanden, bytter de om, og den studerende, som netop er blevet færdig med at blive ordopklaret, bliver ordopklarer.
Den studerende går gennem det samme afsnit i teksten og fortsætter så til den næste nye passage.
De gør det sådan på skift og ordopklarer det afsnit for afsnit, indtil de begge er igennem hele teksten.
Advarsler og tips
Det sker indimellem, at de studerende, der sidder og ordopklarer, kommer op at skændes eller bliver ophidsede på hinanden. Hvis det sker, ved man, at en af to ting har fundet sted, enten:
1. ”Misforståede ord,” som i virkeligheden var forstået, er blevet trukket ned over hovedet på den studerende, eller
2. Faktiske misforståede ord er ikke blevet opdaget, og man er gået forbi dem.
Man kan rydde op i alle de ord, der uden grund er blevet slået op, ved at spørge den studerende, om han er blevet sat til at slå ord op, som han forstod. Hvis dette er tilfældet, vil han kvikke op og fortælle dig, hvilket eller hvilke ord han blev sat til at klare op uden grund. Når dette er sket, kan ordopklaringen fortsættes.
Hvis ovenstående ikke håndterer det, så ved man, at man har overset misforståede ord. Sørg for, at ordopklareren tager ham tilbage til det sted, hvor det sidst gik godt for ham, og går fremad i teksten, mens han laver Ordopklaring ved hjælp af Højtlæsning-proceduren og finder de oversete misforståede ord undervejs. Man vil som regel opdage, at der er adskillige misforståede ord, der er blevet overset, ikke blot et.
Slutresultatet af en veludført Ordopklaring ved hjælp af Højtlæsning er en studerende, der er sikker på, at han ikke har nogen misforståede ord i materialet, så han nemt kan studere materialet og anvende det.
Ordopklaring ved hjælp af Højtlæsning er en fremragende redder af civilisationen.
Det er livsvigtigt, at Ordopklaring ved hjælp af Højtlæsning udføres korrekt, præcis efter bogen. Hvis ikke, nægter man folk de enorme